article

Sådan holder du din elbil kølig om sommeren

01/07/21

Mange elbilejere kender sammenhængen mellem lave temperaturer og rækkevidde, men det er lige så vigtigt at være opmærksom på, hvordan varme påvirker rækkevidden. Varme påvirker faktisk dit batteri mere end kulde. Nu, hvor det er sommer, er der mange smarte måder at forberede dine ture i elbilen på. Følg vores anbefalinger, og undgå at slide dit batteri og dig selv op i sommervarmen. 

 

Seks anbefalinger til kørsel i elbil på varme sommerdage 

  1. Afkøl sædet

Den mest energieffektive måde at køle din elbil på er at bruge sædekøling, hvis bilen har det. Det næstbedste er aircondition, der bruger mindre energi end opvarmning og er bedre end andre muligheder som f.eks. at rulle vinduerne ned, fordi det kan påvirke aerodynamik og rækkevidde.

  1. Parkér rigtigt, og giv bilen et bad

Der er mange måder at hjælpe din elbil på, når solen brænder. Hvis du parkerer i en garage eller i skyggen, vil det sænke temperaturen inde i bilen. En skærm i forruden kan også sænke temperaturen, og du kan vaske bilen med koldt vand, inden du kører, hvis du har mulighed for det.

  1. Lad bilen være tilsluttet

Lad bilen være tilsluttet ladestationen, indtil du kører, så det indbyggede system kan styre batteriet og optimere temperaturen. Det skal du dog kun gøre, hvis du har adgang til din egen ladestation, for det vil ikke blive betragtet som god tone på en offentlig ladestation.

  1. Tag det roligt

Selv om elbiler ofte har en fantastisk acceleration, kan det være en god idé at lette foden lidt fra speederen på varme dage. Acceleration og høj hastighed stresser batteriet unødvendigt. Brug eco-mode, hvis din elbil har det.

  1. Oplad mindre, men oftere

På varme dage kan både hurtig opladning og overopladning gøre batteriet unødvendigt varmt. Prøv så vidt muligt at lade op til 80%, medmindre du har brug for mere til din tur. Ud fra et batteriperspektiv er det bedre at foretage kortere og hyppigere opladninger og at undgå at lade batteriet helt op, for så har batteriet mindre brug for køling.

  1. Hvid bil med tonede ruder

Henry Ford mente, at man skulle have en sort bil, men om sommeren er en hvid bil den køligste. Tonede ruder kan også være nyttige, ligesom det på varme sommerdage er bedst at tage af sted tidligt om morgenen eller sent om aftenen.

 

Kort sagt

Batteriet i din elbil fungerer på mange måder ligesom os mennesker. Vi kan godt lide temperaturer omkring 20 grader og bliver hurtigt trætte, når temperaturen falder til under 10 grader eller stiger til over 30 grader. Det er desværre ikke altid muligt at rejse under optimale forhold, men vi ønsker dig og din elbil en god sommer, uanset temperatur.

Læs vores seneste artikler