article

Joachim Nordwall – Et interview med chefdesigneren hos Charge Amps

20/01/21

Joachim Nordwall har arbejdet som designer siden 1995. En af de vigtigste erfaringer, han har gjort i sit arbejde er, at godt design kan ændre alt for en virksomhed eller en bruger. Det første Charge Amps-produkt, Joachim skulle tegne, var Charge Amps Ray, og allerede dengang fik han den idé, at Charge Amps’ produkter ikke skulle være som alle andre – hverken med hensyn til design eller funktion. 

Hvordan og hvornår blev du involveret i Charge Amps?

Boel Swartling, som er en af mine bekendte, spurgte mig. Hun satte mig i forbindelse med andre interessenter i Charge Amps, som fik tiltro til mig. Jeg syntes, at Charge Amps var en meget sjov og spændende virksomhed med interessante produkter.

Du har en imponerende baggrund inden for design, men hvad fik dig i grunden til at ville arbejde med design?

Jeg tegnede hele tiden, da jeg var barn. Når jeg møder gamle klassekammerater, får jeg ofte at vide, at jeg var den i klassen, der altid tegnede biler. Jeg var også meget interesseret i biler. Min far så det og hørte om en designskole i Schweiz med fokus på biler.

Hvordan ser du på sammenhængen mellem godt design og brugervenlighed?

“Form follows function” er jo et lidt slidt udtryk, og sommetider er der nogen, der udfordrer det. Jeg synes, det afhænger af, hvad det er for et produkt, og hvilken sammenhæng det indgår i. Jeg synes, det er svært at sige, hvad der er flot, og hvad der er grimt. Der fremstilles mange ting uden ambitioner om, at de skal se godt ud – konstruktioner, der er veludført, men som man kun ser, når man “tager låget af”.

Spørgsmålet giver anledning til mange andre tanker. Hvis du vil sælge et forbrugerprodukt, og det ikke tiltaler nogen ved første øjekast, spiller det måske en mindre rolle, om produktet er praktisk – for der er alligevel ingen, der får øje på det, medmindre man bruger en masse penge på markedsføring. Hvis man omvendt køber et tiltalende produkt, der ikke opfylder ens forventninger om brugervenlighed, så mister man måske tilliden til varemærket.

Hvordan ser du på den fremtidige udvikling af elbiler og plugin-hybrider? Ser du nogle fordele eller ulemper ved den fremtidige produktion?

Det er et meget vanskeligt spørgsmål, især fordi Charge Amps er en af mine kunder. Jeg var en tidlig fortaler for elbiler og blev “blown away”, første gang jeg kørte i en Tesla. Jeg følte, at jeg var rejst 20 år ind i fremtiden og spurgte mig selv, hvad resten af bilindustrien egentlig lavede. Efter min Tesla-oplevelse har jeg sat min lid til udvikling af batterier og fossilfri energiproduktion.

I dag er der jo mange, der siger, at en elbil ikke er ret meget bedre end andre biler, men at det går i den rigtige retning. Jeg tror i hvert fald, at der er blevet rejst en debat, og at man har indset, at udviklingen er gået alt for langsomt, indtil Tesla kom til. Det hænger så igen sammen med politik og billig energi i form af fossile brændstoffer. Dilemmaet med batterier og råvarerne til at lave dem er et enormt problem med den teknologi, vi har i dag. Selv om forbrændingsmotoren efter min mening for længst er forældet, fordi den er et utrolig kompliceret produkt, der skal serviceres, og hvor mange ting kan gå i stykker, så er den blevet raffineret helt utroligt og har endnu har meget at byde på med et stort potentiale til at blive endnu mere effektiv. Det gode ved el er jo den enkle teknologi, at der kun er få dele, der kan gå i stykker, og den støjsvage kørsel.

Ellers tror jeg meget på brændselsceller, hvis man ellers kan løse problemerne med energiproduktionen. Moderne atomkraftværker eller fusion, men det er der for lidt fokus på, og så går udviklingen langsomt. Det var måske ikke lige det svar, du gerne ville høre, men det er min konklusion.

Hvad tænkte du, da du begyndte at designe for Charge Amps? 

Det første produkt, jeg skulle tegne, var Charge Amps Ray, hvor der allerede var ideer om, at det ikke skulle være som alle andre – både med hensyn til design og funktion. Det gjaldt om ikke kun at betragte designet af ladeboksen som en videreførelse af en benzinstander, sådan som konkurrenterne gjorde, men mere som en stikkontakt. Samtidig synes jeg, det er vigtigt, at designet ikke føles skræmmende og alt for teknisk, især med et produkt som dette, der er nyt for mange, og som har med strøm at gøre. Det gælder hele designtankegangen hos Charge Amps. Det skal være et indbydende og menneskeligt design.

Hvordan ser du på det i dag?

Jeg har efter at have arbejdet med en del produkter for Charge Amps lært, hvor utrolig komplekse den type produkter er, og hvilke krav der stilles til dem. De skal passe ind i mange forskellige sammenhænge. Det gør designarbejdet meget krævende og indsnævrer mulighederne.

Hvordan ser du på muligheder og udfordringer? 

Mulighederne er jo enorme i lyset af fremtiden for elbiler, de globale satsninger og de planlagte fremtidige forbud mod forbrændingsmotorer. Det kan være en fordel for Charge Amps, at man fokuserer på nogle mere eksklusive produkter og smarte løsninger. Udfordringen er, at konkurrencen vokser hurtigt, og Charge Amps er en lille virksomhed, mens der nu er store etablerede virksomheder, som er gået ind i kampen – også i denne produktkategori.

Hvordan og hvorfor valgte du at gå i den retning med Charge Amps’ designarbejde? Hvilke muligheder så du?

Jeg mener, det er vigtigt at have så komplet en produktportefølje som muligt i denne branche for at kunne skabe tillid hos kunden og opbygge varemærket. Det kræver et designsprog, der er fælles for alle produkter, og som samtidig skiller sig ud og er relevant.

Hvordan gik samarbejdet, og hvordan fungerede det? Var der nogen særlige udfordringer?  

Samarbejdet har fungeret godt. Der er selvfølgelig både fordele og ulemper ved forholdsvis nystartede virksomheder som Charge Amps – med mange udfordringer og muligheder – men det er meget tilfredsstillende at arbejde med et lille team, der arbejder lidt på samme måde som mig. Der er ingen grund til at komme med dyre, tidskrævende og smarte præsentationer. Det handler i stedet om at gøre alt så effektivt som muligt. Man møder hele tiden udfordringer, f.eks. i form af store komponenter, som skal indgå i et produkt, der ikke må være for stort. Det kan være, at man er tilfreds med et design, men så ændrer forudsætningerne sig helt, og man er nødt til at skrotte sit design og begynde forfra, men sådan er hverdagen for en designer.

Hvilke designudfordringer var de største? 

De største udfordringer ligger ofte i de mange forskellige kontaktstandarder, der findes rundt om i verden. De bestemmer i vidt omfang, hvordan produktet kommer til at se ud.

Hvordan blev resultatet, og hvordan ser fremtiden for Charge Amps ud efter din opfattelse? 

Jeg er meget tilfreds med det, vi har opnået, selv om det i en del tilfælde var nødvendigt at gå på kompromis, fordi man var henvist til nogle synlige industrikomponenter, der ikke har været igennem en designproces. Jeg tror, at fremtiden ser lys ud for Charge Amps, men det er vigtigt at holde fokus og altid være et skridt foran alle andre.

Læs vores seneste artikler